Folkemusik / Helle Spillemænd / Revl& Krat
fortalt af Troels Sørensen
I vinteren 1976 skulle Krabbe, der nu var blevet musiklærer på Præstegårdsskolen, stå for skolens fastelavnsfest. Han havde i den forbindelse lært sine elever nogle folkedanse, som skulle bruges til festen. En af hans kolleger, der spillede violin, Ove Rasmussen havde tilbudt at spille til dansene.
Krabbe var usikker på, om Ove kunne klare det, for han kendte ikke hans musikalske evne. Derfor spurgte han mig, om jeg ikke ville tage med ud og hjælpe Ove. Det gjorde jeg gerne, men stor var min overraskelse, da jeg hørte ham spille. Min lærer på konservatoriet havde advaret mig mod at spille folkemusik. Det ville ødelægge min bueteknik. Hvis jeg kunne få en bueteknik som Oves, var jeg straks villig til at lade min nuværende teknik ødelægge. Han spillede med en flot tone, og samtidig gav han melodierne en fast rytme, der var god at danse til, så da han spurgte mig, om jeg ville være med til at spille til folkedans de følgende mandage i den samme sal, som vi nu spillede til fastelavnsfest, sagde jeg straks ja.
Der mødte jeg så Oves kone, Ellen. En lærerkollega fra Hjerting, Palle Bjørn spilede der allerede, og Lise meldte sig samtidig som danser i Esbjerg folkedanserforening. På den tid var folkemusik og folkedans utrolig populært. Salen var helt fuld. Ove foreslog, at jeg kom med ud i Energihallen, en stor hal med plads til flere hundrede folkedansere og et stort spillemandsorkester, hvor Ove og Peter Jakob Hansen spillede for på skift. Jeg spillede 2. violin sammen med Palle. Overlæge Peter Jøker spillede kontrabas, og hans søn spillede klarinet. I pausen var der dækket op til det store kaffebord med boller og lagkage. Efter at have spillet sammen med dem nogle uger begyndte man at snakke en del om træning til et kommende nordisk folkedanserstævne i Trondheim. Jeg spurgte forsigtigt Ove, om det var noget jeg kunne være med til, når jeg kun havde været med så kort tid." Selvfølgelig", sagde han, og Lise og jeg besluttede os for at være med.
PÃ¥ den tid var det meget vigtigt, at man havde folkedragter, der var helt korrekte.
Lise tilmeldte sig et sykursus, og vi tog på besøg på Glud museum, hvor vi fandt noget stof fra en gård på Lises hjemegn -Bjerre herred. Vi fik en væver til at kopiere stoffet, jeg fik også vævet stof i samme mønster som Lises kjole og fik en vest og en enkel skjorte i bomuld, brune fløjlsknæbukser og lange, hvide strikkede strømper. Dragterne blev dog ikke færdige inden NordLeik i Trondheim, så Lise lånte en rømødragt af Ellen, og jeg lånte også en dragt. Efter mange forberedelse, hvor vi øvede danse og melodier fra hele landet og alle de nordiske lande, men især danse og melodier, der stammede fra Ribe amt, tog vi af sted. En hel bus fyldt af folkedansere og 4/5 spillemænd, Ellen, Palle, Jørgensen, og Peder Jakob og jeg fra Esbjerg. Efter en lang og smuk tur over Dovrefjeld kom vi endelig til Trondheim, hvor vi blev indkvarteret på en skole. Det blev en dejlig uge med opvisninger og koncerter.
I Trondheim kom jeg i kontakt med en spillemand fra Mors, Henry Mark, der spillede på en gammel, ægte guarneriusfra ca. 1650. Han spurgte, om jeg havde lyst til at prøve den. Sådan en chance får man ikke to gange. Da han så, jeg kunne lide at spille på den, sagde han, at jeg kunne spille på den til marchen gennem byen. Jeg takkede, men mente, at det var alt for risikabelt at gå med så fornem en violin igennem byen. Henry sagde, at han var vant til at bruge den i alle situationer, og den havde overlevet mere end 400 år, så den skulle nok klare den march. Derfor marcherede jeg igennem Trondheim spillende på en violin af Stradivarius kvalitet.
Efter turen til Trondheim, bestemte Lise sig for, at hun ville til at spille i stedet for at danse, for i Trondheim havde hun mærket, at spillemændene havde det meget sjovere sammen end danserne. Lise have spillet violin på seminariet, men ikke siden, så hun meldte sig ind i Esbjerg Musikhøjskole og tog timer hos Birthe Henriksen. Snart spillede hun med i spillemandsorkestret, som efterhånden var blevet et stort orkester med lidt skiftende besætning. De eneste faste var enten Ove eller Peter-Jakob, der på skift havde ansvaret for at spille for. Derfor blev de honoreret med 100 kr. Det var der en spillemand, der fandt urimeligt Han mente, at hvis én skulle honoreres, skulle vi alle. De fleste af os kom dog for at lære og for at hygge os med spillet og ved det gode kaffebord. Hvis vi skulle aflønnes, var der ingen kaffebord. Den utilfredshed fik i løbet af kort tid orkestret til at gå i opløsning. Da der i mellemtiden var startet en folkedanserforening på Årre kro, blev jeg spurgt, om jeg ville spille for dem. Da orkestret i Esbjerg var i opløsning, sagde jeg ja, og Lise og jeg spilede på kroen for en fuld krosal. En af danserne spurgte, om han måtte spille med. Det måtte han selvfølgelig, og sådan lærte vi Bo at kende.
Snart kom vi med til amtsstævner, hvor alle folkedanserforeningerne i Ribe amt mødtes. I den forbindelse kom alle amtets spillemænd også sammen og spillede under amtsspillemand Niels de Friis. En myndig og inspirerende spillemand.
En aften efter dans i Årre, var der et par mænd, der gerne ville snakke med mig. De fortalte, at de til årets byfest havde været samlet en lille flok, der havde spillet violin som børn. De havde underholdt som en gruppe under navnet "Hø på Loftet". Det var gået nogenlunde, men de ville gerne lære noget mere, De ville gerne have mig til at undervise dem. Det ville jeg selvfølgelig, hvis vi kunne oprette et aftenskolehold hjemme hos mig, for jeg var så meget hjemmefra, at jeg ville gerne undervise hjemme i stuen. De to, der spurgte, var Jul Larsen og Hans Wentzel. Vi blev enige om, at jeg skulle snakke med den lokale aftenskoleleder om oprettelsen af et aftenskolehold i violinspil. Hun skulle først sikre sig, at jeg var uddannet til at undervise i aftenskolen. Jeg viste hende mit eksamensbevis fra musikkonservatoriet, men den uddannelse stod ikke på hendes liste over godkendte uddannelser, så jeg måtte søge dispensation. Det gik dog min ære for nær. Da hun hørte, at jeg ville undervise hjemme i stuen, skulle stuen godkendes som undervisningslokale. Her var der imidlertid for lav loftshøjde, og vinduerne var for små til at blive brugt som flugtveje. Så jeg opgav og sagde til Jul og Hans, at de bare kunne komme med deres "Hø på Loftet" venner næste tirsdag aften. De der kom første aften var: Jul, Hans Wentzel, Hans Tegl, Arne Asp, Svend Poulsen og Maleren.
 Bo
|
 Niels de Friis
|
 Hans Wenzel
|
 Jul Larsen
|
Jeg opfordrede alle til at købe bogen "358 Danske folkedansemelodier" Jeg fandt de enklest melodier, som vi så spillede igennem mange gange. På den måde fik vi langsomt opbygget et repertoire, som vi øvede os i at spille udenad. Juls kone, Margrethe, foreslog et lille potpourri, der hedder "Her er gilde", hvor vi skiftevis spillede og sang. Det spiller vi faktisk stadigvæk!
En af de første gange vi optrådte var morgen musikken til Jul og Margrethes sølvbryllup.
En afgørende hændelse, der kom til at betyde meget i vores lille gruppes udvikling, var da Lise og jeg blev bedt om at tage med Varde folkedansere på en tur til Wolfburg i Tyskland for at spille sammen med deres spillemand, Kjertner. Ham blev vi hurtigt vældig gode venner med, en meget venlig og beskeden mand, der havde spillet næsten hele sit lange liv. Han havde i sine unge år været jernbanebisse og ellers ernæret sig som barber og spillemand, helt tilbage i den tid, hvor man skulle have tilladelse af egnens musikdirektør for at spille til dans.
Han havde et enormt repertoire,som han spillede overbevisende med en blød tone og med stort vibrato. Da vi spurgte ham, om han havde lyst til at spille sammen med os og vores lille gruppe, sagde han straks ja.
Han var en dejlig udvidelse af gruppen, for omtrent samtidig gav Arne Asp og Svend Poulsen op, og maleren rejste. I stedet kom Hans Verner så med, inviteret af Jul, og også Peter Jøker, som vi kendte fra Esbjerg, dukkede op med sin Kontrabas. Vi syntes nu mere, vi var en folkemusikgruppe end et undervisningshold. Der skulle findes på et navn, og det blev Helle spillemændene, fordi vi holdt til i Helle kommune. Hans opfordrede sin ven fra Ølufvad, Per til af komme. Pers kone, Dikte kom også med sin guitar.
Min yngste lillebror Thomas kom tit forbi og spillede med på sin guitar. Han havde på det tidspunkt skrevet sine første sange og blev akkompagneret af sin gruppe "Rup og Stub". Han foreslog en dag, at vi udskiftede det anonyme navn" Helle Spillemænd" ud med det mere slagkraftige "Revl og Krat", og det blev straks vedtaget.
Hvert år i den sidste lørdag i august i ca. 30 år i træk tog vi til Tønder
i forbindelse med Tønderfestivalen og spillede på gågaden.
Det gav os altid så stort et publikum, at gågaden blev helt spærret.
 Tønder gågade
|
 Tønder gågade
|
 Tønder - teltspil
|
Thomas havde allerede lidt erfaring med studieindspilninger og opfordrede os til at indspille noget af vores repertoire. Thomas tog sig af at kontakte Tewa musikproduktion i Farsø. Indstikket i kassettebåndet havde et billede af de medvirkende.
Thomas var på dette tidspunkt allerede en berømt tegner, og han tegnede et dejlige billede til kassettebåndet.
Hans Wentzel var dengang formand for Venstrepressen i Syd-Jylland, og det gav os en masse avisomtale. Han var et fremtrædende medlem af partiet Venstre. Derfor blev det arrangeret, at vi skulle spille til Venstres landsmøde i Herning og til Cutty Sark tallshiprace ombord på det russiske skoleskib "Sedov", som var verdens største sejlskib.
Både radio syd og tv syd hørte under Hans Wentzels formandsskab, så Tv syd gav os en hel udsendelse, en fantastisk god reklame.
Avisartiklen, der sagde, at vi gav koncert for et pund kaffe, kunne vi godt have undværet. Selv om det gav omtale, fandt vi dog hurtigt ud af, at dem, der kun ville give et pund kaffe eller en halv flaske brændevin for en koncert, var dem, der gav os den dårligste behandling. Når vi forlangte et rimeligt honorar, blev behandlingen meget bedre
Vore gode venner, Bo og Eva var hver sommer på ferie i Schweiz. Bos mor, Sidonia, var schweizer og ejede en alpehytte, som blev brugt som sommerhus. Et år inviterede de os med derned, det var en ældgammel, enkel alpehytte på op mod 300 år Nazhytte.
Vi kom straks til at holde af stedet, og vores børn elskede at lege i den lille bæk, hvor der blev bygget dæmninger, vandmøller, der kunne trække svævebaner, og vandreturene op på alpen bag hytten, hvor vi så på de sjove murmeldyr.
Efter at have holdt ferie dernede i nogle år kom Bo i 1987 med idéen om, at hele "Revl og Krat", som vi betragtede som vores spillemandsfamilie, skulle med derned. Jøker havde ikke lyst, men alle andre var med på ideen. Vi kørte i private biler og aftalte, at mødes i Oberichelsheim i Sydtyskland til en overnatning, inden vi kørte det sidste stykke op til Naz. Hans Wentzel tog dog turen med tog og ankom en dag senere end os andre.
Søndagen efter vores ankomst var der piskeflødefest i det lille hyttesamfund Naz. Den, der først fik en liter piskefløde stiv med et simpelt piskeris blev årets "Niedelkönig". Vi var meget stolte af, at Per vandt den ærefulde tittel det år.
Efter piskeriet brød vi selvfølgelig ud i spil og sang.
Revl og Krat rejste sammen med Vesterbyens Musikgruppe med De blå Busser til Litauens hovedstad,Vilnius, hvor vi besøgte Den Danske Forening. Fra Vilnius fik vi den særlige oplevelse at rejse med russisk sovetog til Letlands Hovedstad Riga. Her besøgte vi Rigas musikskole, hvor vi gav koncert i kulturhusets koncertsal. Manden med skægget er Musikskoleleder Valdis Lostovsky, der overrækker mig den flotte glas uro.
 Rigas musikskole
|
 Musikskoleleder Valdis Lostovsky, der overrækker mig den flotte glas uro |
 Signe og min mors lettiske
værtsfamile
|
Fra Riga sejlede vi med færge til Sverige, desværre var næsten alle søsyge, inden vi nåede ud af Rigabugten. Den mindste pige, Line Kaas var vist den eneste, der klarede den hårde sø, så hun gik rundt og hjalp de større børn.
Rejse til Warminster, England 1995.
Gennem min gode musikkollega Ulla Jerg, fik vi en god udvekslingskontakt i
Warminster i det sydvestlige England.
Skolen er en stor, gammel kostskole, som er grundlagt i 1707. Den er for
drenge og piger fra 12 til 18 år, og kommuneskole for byens børn.
Revl og Krat spillede på den tid ofte sammen med børnene i Vesterbyens
Musikgruppe, et samarbejde som begge grupper havde fornøjelse af, og som
altid gjorde lykke, når vi optrådte.
Rejsen gik fra Englandskajen i Esbjerg med DFDS færgen Dana Anglia. Undervejs slog vi nogle timer ihjel med folkedans, selv om børnene altid syntes, det var mega pinligt, når jeg foreslog det på offentlige steder. Når de imidlertid så, hvor begejstrede andre folk, der også bare skulle have tiden til at gå, var for lidt underholdning, overgav de sig.Da vi kom til England kørte vores bus os først til London, hvor vi fik mulighed for at gå lidt på gaden på egen hånd. Da vi kom til Warminster, blev de fleste børn indkvarteret hos familier til børn, der gik på skolen i dagtimerne, og nogle blev indkvarteret sammen med nogle af kostskolebørnene. Lise og jeg blev indkvarteret hos et lærerpar, der boede på skolen.
 Folkedans på Dana Anglia
|
 Signe spiller basun
|
 London
|
Signe var begyndt at spille basun på konservatoriet og spillede sammen med Revl og Krat, når hun havde mulighed for det, bla. på denne tur. Revl og Krat blev indkvarteret på en lokal kro: Farmers House. De omdøbte det til Farmors hus.
Næste dag var der skolekoncerter, hvor især de mindste børn syntes, det var morsomt at synge "18-gulerødder" Næste dag var vi på udflugt til det storslåede slot, Longleath, hvor vi kørte gennem en dyrepark med fritgående vilde dyr, som i Givskud og Knuthenborg. Undervejs kørte vi forbi den fantastiske 110 meter lange og 3000 år gamle hestetegning.
 Skolekoncert
|
 Skolekoncert
|
 Stonehenge
|
Efter det fine besøg i Warminster havde vi planlagt en overnatning på hotel i London. Undervejs til London så vi det imponerende monument Stonehenge. I London skulle vi i teater for at se musicals, Revl og Krat så Miss Saigon. Lise, Ulla og jeg så Starlight Express sammen med børnene
Anna Soltesz er en ungarsk musiklærer, som vi havde lært at kende, da hun boede hos os i en måned i forbindelse med, at hun underviste i Soltan Kodalys undervisningsprincipper på Esbjergs skoler. Hun var os en stor hjælp i planlægningen og gennemførelsen af flere rejser til Ungarn, især til Budapest.
I 1998 blev vi sammen med Helle folkedanserne inviteret til en stor folk-festival, Kalaka-festival i det nordøstlige Ungarn. "Kalaka.festival" i byen Miskolc, Turen blev kørt i Jimmys største blå bus, en frygtelig lang tur på ca. 1600 km. Vore gode venner fra Holbæk, Henrik og Lise, samt min mor og et par kolleger var også med. Undervejs havde vi en overnatning i Prag . På billedet her under, er vi på vej ned gennem hovedgaden på udkig efter restaurant "Pelikan", hvor Jimmi havde bestilt aftensmad til os. Henrik og Lise fører an i de røde og gule jakker. Når der var pause på rejsen, øvede vi folkedansene. Det var godt for vores velvære og fik tiden til at gå lidt hurtigere. Der blev også sunget utallige sange i bussen. Undervejs samlede vi en anden af vore gode ungarske venner, Eszter, op, som havde lavet en aftale med en tredje nær ven, Ferens, som ville lave en ægte gulyassuppe til os i sine svigerforældres have lidt uden for Miskolc.
Efter den dejlige middag faldt Ferens og jeg i dyb og klog samtale, som vi havde gjort, så mange gange før over et par palinkaer.
Festivalen var meget velorganiseret og blev afviklet i en borgruin, en fantastisk flot kulisse.
Vores optræden fik god respons, helt vildt blev det, da folkedanserne fik det store publikum ud at danse. Det var blevet mørkt, inden vi kom til at optræde, men publikum var mere end villige til at tage del i vore danse. Hjemturen gik over pustaen med hesteopvisning og bondebryllup.
I 1999 fik jeg et brev med en invitation til at deltage i Erödsinad internationale Folkfestival i maj 2000. Jeg svarede med at takke for invitationen, men da de fleste af os arbejdede, kunne vi ikke deltage, for vi havde først ferie i juli måned.
Kort efter fik jeg et nyt brev om at, Erödsinad internationale Folkfestival 2000 nu var flyttet til juli 2000. Allerede her burde jeg måske have tænkt, at det kunne ikke være rigtigt, men heldigvis svarede jeg tak til invitationen. Jeg henvendte mig igen til Anna fra Budapest, og hun stillede sig straks til rådighed. Helle folkedansere ville også gerne med, så Jimmys store Blå bus blev bestilt.
Rejsen gik ligesom sidst over Prag og til Budapest, hvor vi havde en festlig aften på Hotel Platanus. **En uforglemmelig aften** Jeg havde en stående invitation fra den rumænske musikgruppe Martisorul fra Cluj-Naboka/ Koluzvá i Transylvanien. De havde flere gange besøgt os i Esbjerg. Det ville være oplagt at kombinere et besøg hos dem med turen til festivalen. Vi blev privat indkvarteret hos Martisorul og inviteret til en koncert i studenternes kulturhus
Da vi så hvor dygtige martisoruls dansere var, blev vores folkedansere lidt betænkelige. Jeg prøvede at berolige dem med, at det ikke var en konkurrence, men en kultur udveksling, og de rumænske dansere alle var professionelle dansere fra universitetet. Ved samme lejlighed lærte vi den verdensberømte taragotspiller Demitru Farkas at kende. Han var en hyggelig lille mand, der var meget interesseret i at sælge sine CDer. Han var en virkelig viotuos på taragotten, så salget gik godt.
Fra Cluj gik rejsen videre til Tirgu Mures, hvor vi skulle møde formanden for de ungarske kor i Rumænien . Han skulle ledsage os ud til Erösinad, hvor festvalen skulle finde sted. Det var godt med en vejviser. Først kørte vi ad ganske smalle landeveje, så ad markveje, og Jimmi begyndte at svede. En 70 personers dobbeltdækker på 30 tons plejer man ikke at køre med ad markveje. Endelig dukkede en landsby op. Da vi kom frem til landsbyen, var der mange, der forgæves søgte net med deres mobiler, men vi var langt uden for noget mobilnet. Per sagde, at han ville gå ud at inspicere festival pladsen. Han kom dog snart tilbage uden at have fundet orange scene. Byen var meget lille og hurtig overset, der var ingen festivalplads. Snart kom dog byens præst og bød os velkommen og inviterede os på middag og på rigeligt af hans hjemmebrændte blommebrændeven, der nok holdt de 70%. Skrappe sager skænket i store fyldte vandglas. Vi blev indkvarteret i nogle små enkle træhytter. Her kunne vi sove trygt for området var bevogtet af en brandvagt, der imidlertid var så fuld, at han næppe ville opdage noget som helst. Festivalen skulle forgå i byens forsamlingshus, hvor der stadig hang pynt efter nytårsfesten, og hvor der lå et centimetertykt lag jord på gulvet.
Da præsten og arrangøren næste dag, søndag, gjorde klar til at åbne festivalen, kom præstens kone løbende, og bad ham komme op i kirken, for han havde glemt en barnedåb, og gæsterne sad allerede i kirken. Festivalens start blev lige udsat en time. Publikum blev roligt siddende. Da præsten kom tilbage efter barnedåben kunne festivalen endelig komme i gang. Det viste sig, at det var os der var det internationale islæt. For ud over os var der nogle lokale sang og musikgrupper.
Den følgende morgen kom byens hyrde gående gennem byen og kaldte ind i de enkelte gårde og snart fulgte alle landsbyens køer efter ham op i bjergene, og om aftenen kom han tilbage. Køerne vidste selv, hvor de hørte hjemme, og snart var alle køer fordelt.
 Landsbyen
|
 Velkomst
|
 Brandvagten
|
 Plov
|
 Sække
|
 Lokalt kor 1
|
 Lokalt kor 2
|
 Lokalt kor 3
|
 Hyrden
|
 Hyrden
|
 Hyrdens flok
|
 Tobak laden
|
 Vejen hjem
|
 Mosevej
|
 Heste opvisning
|
Det hele var som at komme et par hundrede år tilbage i tiden. Der fandtes næsten ingen maskiner i landsbyen. Vi var på besøg på en af gårdene og blev hjerteligt modtaget med herligt brød.
Bonden var især stolt af sin tobaksproduktion. Blandt vore folkedansere var der en del landmænd. De var glade for, at de ikke skulle pløje deres marker med hans plov og en okse.
Man køber selvfølgelig ikke sække, når konen selv kan væve dem. Anna var meget begejstret, ja nærmest rørt over at høre de gamle menneskers sprog. Hun forklarede, at det var et gammelt lyriskungarsk, som klingede så smukt i hendes ører. Det var blevet tid til afsked. Vi skulle ad samme grusvej tilbage. Jimmy var nu ikke helt så nervøs for at køre på den lille vej, da det jo gik godt første gang.
På hjemvejen skulle vi tage hovedvejen til Kecskemét, men efter et par timer blev vi stoppet og fik at vide, at vejen var spærret længere fremme. Vi skulle bare give en mand i en hvid bil en pakke cigaretter, så ville han vise os en genvej. Det første stykke vej gik fint, men snart var vi ude i et moseagtigt område, og Jimmy var igen bange for at miste sin bus. Hvis vi kørte fast her, ville vi aldrig komme fri igen, så stor var lettelsen, da vi igen kom op på hovedvejen og snart var i Ungarn igen. Efter grænsen kom vi ud på pustaen, hvor Anna havde lavet aftale med gård om, at vi skulle se en hesteopvisning.
Efter en koncert i Kecskemét vendte vi hjem efter en helt uforglemmelig rejse.- Stor tak til Anna.
I 2003 bad politiorkestrets dirigent mig om at hente min japanske ven Hidehiro i Billund lufthavn, og samtidig fortælle ham, at den udveksling med politiorkestret, som de havde aftalt, ikke kunne blive til noget. Hidehiro blev helt tavs, da jeg gav ham beskeden, og han sagde, at han var rasende over, at dirigenten ikke selv var kommet. Vi kørte hjem til os og fik aftensmad, og Hidehiro forklarede, at det han lige var blevet udsat for, var det værste, man kan udsætte en japaner for.
Hvis han kom hjem til Peopel to People uden en aftale, som han havde lovet, ville han tabe ansigt, og den situation må man aldrig sætte en japaner i. Han spurgte i aftenens løb, om jeg havde mulighed for at hjælpe ham Jeg sagde, at jeg ville tale med Revl og Krat, og for eksempel med Helle folkedansere, om de ville med på en japanerrejse.
Jeg ville ikke love noget, men jeg kunne love, at jeg hurtigt ville undersøge muligheden. Rejsen skulle denne gang gå til Gifu.
Både Revl og Krat og Helle folkedansere var straks klar til nye eventyr. Jeg blev nu sat i forbindelse med fru Omote, der var formand for People to People i Gifu, så det var en glad og taknemmelig Hidehiro, jeg nogle dage senere kørte tilbage til Billund lufthavn.
Den billigste flyrejse gik over Bankok med to døgns ophold i Bankok. Hvad skulle vi mon lave i Bankok i et døgn? Hans Verner fik den gode idé at skrive til den Danske ambasade i Bankok og spørge, om de ikke kunne arrangere en koncert for os. De henviste til den skandinaviske restaurant. "Admiral, som vi kontaktede. De ville meget gerne have en aften med dansk musik og dans. Heldigvis sendte restauranten en bus efter os, for trafikken i Bankok var ret voldsom. **Vild trafik**
Det blev en dejlig aften. Den danske ambassadør og hele hans personale fra ambassaden var til stede. Husets vært ville gerne honorere os med en sigtseeing og en flodtur. Han gav os en fin guide med på turen. Guiden talte nemlig skandinavisk, for han havde arbejdet et par år i Sverige. Vi besøgte det kongelige sommer palads, hvor vi blev modtaget med **Thaimusik**. Et irsk band, der også var til stede, spurgte, om vi ikke kunne give en koncert på deres irske pub næste aften. Det kunne vi godt nå. Igen en festlig aften. Inden vi rejste fra Bankok, havde mange af damerne fået syet pragtfulde kjoler i thaisilke af skræddere, som kom på hotellet
 Tempelbyen
|
 Longtailboat
|
 Irish pub
|
Da vi ankom til Gifu, blev vi mødt af vore værter på Samuraiborgen, Gifu Slot. Her fik vi omvisning og præsentation af alle ninjakrigernes morderiske våben og skjulte døre, tunneler m.m.
Næste dag havde vi koncert og danseopvisning i Gifu teater, en smuk koncertsal med mange tilhørere.
En særlig fin oplevelse var besøg på U numa. elementary school, hvor vi fik en velkomsttale af en af skolens elever.
Efter vores koncert dansede alle skolens elever en flot, hvorefter vi blev inviteret med klasserne til spisning.
Næste dag var der heldagsudflugt til Kyoto, hvor vi så det store Kyototempel, og det berømte gyldne tempel. Vi havde aftalt et møde med min klarinetspiller fra skoleorkesteret, som i mellemtiden var blevet japansk gift og professor i japansk sprog og religion ved Kyoto universitet.
På vores hjemrejse havde vi igen ventetid i Bankok, men denne gang kun nogle timer, her blev vi hentet af vor gode guide, der kørte os til blomstermarkedet, hvor vi fik en fin middag og så et danseshow. En fin afslutning på en fantastisk oplevelsesrig tur.
 Gifu slot
|
 Velkomstkomite p� Gifu slottet
|
 Gruppebillede ved Gifu slottet
|
 Koncert i Gifu teateret
|
 Danseopvisning
|
 Skole velkomst
|
 Flodfiskerdans
|
 Skolespisning
|
 Kyototempel
|
 Det gyldne tempel
|
 Kristian
|
Allerede året efter fik vi genbesøg af en del af vores værter fra Gifu. En af mændene optrådte ved den lejlighed med en drabelig samurai dans og en yndefuld geisha dans.
Nogle af de japanske gæster nød bare et par øl samt at være på ferie. En svampejagt i klitterne var vist et af højdepunkterne.
 Samurai dans
|
 Geisha dans
|
 PÃ¥ ferie
|
 Svampejagt
|
 Svampejagt
|
 Svampejagt
|
I 2010 havde Knud arrangeret en dejlig tur til Bourgogne for os, hvor vi fik smagt en masse dejlig mad og fremragende vine. Vi fik faktisk også spillet et par gange. Min mor var med på næsten alle vores ture, men turen til Rully var den eneste, hvor min far var med. Når vi skulle på en tur, spurgte jeg altid mor, om far ikke skulle med, men hun mente altid, han havde så meget derhjemme at tage sig af, og det var vist ikke rigtigt noget for ham. Jeg synes nu, han nød turen til Bourgogne i fulde drag
 En dejlig masse mad!
|
 Fremragende vine!
|
 Vin & musik
|
 Gademusik
|
 Min far - Viggo
|
Vores foreløbig sidste udlandstur i 2019 gik ligesom den første rejse til Schweiz. Jytte og Bo havde arrangeret en meget fin tur med afvekslende koncerter. En koncert var på vores hotel Kulm og i den lille bjergby Naz, hvorfra der er en herlig udsigt, og på Hotel Weisses Kreuz i Bergün.
 Hotel Kulm
|
 Plakat
|
 Naz spil
|
 Udsigt
|
 Hotel Weisses Kreuz
|
Den samlede oversigt over vores ture kan ses på vores hjemmeside: www.revlogkrat.dk
Til slut vil jeg sige, at Revl og Krat har været en meget dejlig del af vores liv, medlemmerne er blevet vores bedste venner/ vores spillemandsfamilie!!